ved Landsarkivet for Nørrejylland

 
Link tilbage til forsiden

Referat af årsmøde i Udgiverselskabet for Nørrejylland d. 30. marts 2011


Selskabets formand Annette Østergaard Schultz bød velkommen til de 20 medlemmer, der deltog i årsmødet.

1. Valg af dirigent og referent
På formandens forslag blev Ole Degn valgt til dirigent og Ingelise Rahn til referent.

Ole Degn gav derefter ordet til formanden, efter at han havde fastslået indkaldelsen til årsmødet var sket med lovligt varsel.

2. Formandens beretning
Velkommen til årsmøde i Udgiverselskabet!
Jeg må hellere skynde mig at sige, at når Udgiverselskabet byder på champagne og kransekage ved årsmødet i år, er det ikke udtryk for en ny politik – desværre, måske? Det skyldes, at Udgiverselskabet i år faktisk har 25 års jubilæum.
Når vi holder det i julestuen, skyldes det derimod ikke jubilæet, men fordi den kommende arkivleder har taget hele vejen fra Fyn for at være med i dag. Vi tænkte, at årsmødet i år blev et tilløbsstykke for personalet. En anden, som har rejst langt, ja faktisk endnu længere er rigsarkivar Asbjørn Hellum. En særlig velkomst til både dig og til Jesper Thomassen.

Året begyndte med, at den stiftende formand for bestyrelsen, Chr. R. Jansen gik af – i forbindelse med at han også fratrådte stillingen som landsarkivar.
Samtidig havde den forhenværende rigsarkivar Johan Peter Noack meddelt, at han ønskede at udtræde af bestyrelsen, og i stedet valgtes Asbjørn Hellum.
Et andet mangeårigt medlem af bestyrelsen, Søren Hjortshøj Nielsen udtrådte også af bestyrelsen, og årsmødet valgte en hidtidig suppleant (mig selv) som bestyrelsesmedlem. Men det korte af det lange er, at bestyrelsen i det forgangne år har virket med kun fire bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant, altså med et godt gammeldags udtryk med vacance både på en bestyrelsespost og på en suppleantpost. Bestyrelsen konstituerede sig med Asbjørn Hellum som næstformand, Ingelise Rahn som kasserer og mig selv som formand. Per Boje har været menigt bestyrelsesmedlem og Lone Hedegaard suppleant.

Nu er alt jo relativt, så med en vis ret kan man sige, at det har været et aktivt år for udgiverselskabet. Vi har godt nok heller ikke i år fået udgivet nogen bøger.
Derimod er der i disse dage lagt sidste hånd på en elektronisk udgave af ”Harrys brandbog”, som vi plejer at kalde den: Harry Christensens omfattende registratur over arkivalier fra branddirektoraterne både i Viborg og på Erhvervsarkivet. Med Harry Christensens sædvanlige ildhu og grundighed er jeg overbevist om, at det vil blive en bog – eller internetudgivelse, som mange vil kunne få gavn af. Den er som nævnt klar til at komme ud på Udgiverselskabets hjemmeside.
Jeg havde selvfølgelig håbet, at vi havde kunnet klikke os frem til den her i dag, og også fejre 25 året med denne nyskabelse for Udgiverselskabet.
Men vi må nok sige, at selv om selskabet modtog et færdigt manuskript, var der meget arbejde i at få gjort det klart, arbejde af den art, der som regel overlades til et trykkeri. Manuskriptet bestod af flere filer, der skulle flettes sammen, og i filerne var der anvendt forskellige koder. Og samtidig med denne sammenfletning skulle der holdes øje med, at stedregisteret ikke skred. Pdf-filen syntes at ændre sig afhængig af, på hvilken maskine der blev arbejdet med materialet. Jeg skal ikke trætte jer med detaljer, Brian og Ingelise har sikkert alligevel ikke fortalt mig dem alle sammen. Vi må blot konstatere, at det har drillet, og Brian Jessen og Ingelise Rahn har ydet en stor indsats, som jeg her gerne vil sige dem tak for!
Sagt på en positiv måde har vi, ud over en god bog på nettet lige straks, også høstet nogle erfaringer, for det kunne jo tænkes, at det ikke var sidste gang, at Udgiverselskabet vælger at udgive en bog i elektronisk form på nettet.

Også en anden nyskabelse er det på plads at nævne. I forbindelse med landsarkivets ideindsamling i foråret og forsommeren 2010 dukkede også ideen om månedens bog op: En bog, som vi den pågældende måned sælger til favørpris. Den ide valgte vi ret hurtigt at sætte i værk, og ideens succes er næsten kommet bag på os. Nogle bøger sælger selvfølgelig bedre end andre, men også bøger, som vi egentlig troede ikke var til at sælge mere – har solgt helt godt. Det vil Ingelise som kasserer nok fortælle mere om. Det har også betydet, at Udgiverselskabet har måttet trække ekstra på Edith, som har med regnskabsførelsen at gøre, og som faktisk har holdt gryden i kog, så der også kom en ny bog på tilbud hver måned. Ingelise har lavet nogle flotte præsentationer, og på skrivestuen har man haft ekstra travlt med at modtage bestillinger, pakke bøger og sende regninger. Tak til Jer alle for den indsats.
Formandens beretning blev godkendt af de tilstedeværende.

3. Regnskab 2009
Kassereren, Ingelise Rahn, gennemgik det reviderede regnskab, der er opstillet og revideret af registreret revisor FRR Per Tange, Dansk Revision.

Indtægterne i 2010 er opgjort til 9.565 kr., næsten udelukkende indkommet ved bogsalg. Hvilke titler, der er solgt eksemplarer af, fremgår af oversigten over bogkontiene. I forbindelse med Månedens bog, jf. formandens beretning, var De nørrejyske rets- og politikredse og Skatkisten bestsellere med hhv. 21 og 13 solgte eksemplarer.

Selskabets samlede udgifter var 11.618 kr., der hovedsagelig dækker udgifter til revision og til honorar til Harry Christensen for arbejdet med De nørrejyske branddirektorater 1872-1976. Resultatet for 2010 blev -2.938 kr., der er hentet til egenkapitalen.

Status balancerer med 53.483 kr. svarende til indestående i kasse, bank og giro og tilgodehavender. Ved starten af 2010 var egenkapitalen 54.440 kr., hvorimod der ved årets udgang må noteres en tilbagegang til 51.502 kr. efter fradrag af underskuddet på -2.938 kr.

På spørgsmål fra årsmødets deltagere blev det oplyst, at Månedens bog holder en pause i ferietiden af tidsmæssige grunde, og endvidere at benyttelsen af den elektroniske udgave af De nørrejyske branddirektorater 1872-1976 bliver gratis på internettet.

Regnskabet blev godkendt af de tilstedeværende.

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer
Bestyrelsen foreslog, at den kommende arkivleder Jesper Thomassen indtræder i bestyrelsen. Da der ikke var andre forslag, blev Jesper Thomassen valgt.

5. Valg af bestyrelsessuppleanter
Der skulle vælges to nye suppleanter til bestyrelsen, da Lone Hedegaard Liljegren havde meddelt, at hun ikke ønskede genvalg, og da der ved årsmødet i 2010 ved en fejl ikke var blevet valgt en ny bestyrelsessuppleant i stedet for Annette Østergaard Schultz, der blev valgt som ordinært medlem.

Steffen Elmer Jørgensen og Brian Jessen, der begge blev foreslået af bestyrelsen, blev valgt.

6. Valg af revisor
Registreret revisor FRR Per Tange, Dansk Revision, blev valgt.

7. Eventuelt
Ingen bemærkninger.

Viborg, den 4. april 2011


          Annette Østergaard Schultz                                 Ole Degn


                                                Ingelise Rahn