Det påvises, at landmilitslovgivningen fra begyndelsen endog rummede elementer af et vornedskab også i de hidtil vornedfri provinser Jylland og Fyn. Den opfattelse, at Frederik 4. af bondevenlighed pricipielt ikke ville vide af stavnsbånd på bønderkarlene, holder således ikke stik.

Ophavsmanden til det civile indhold af 1701-forordningen var den sjællandske storgodsejer, stiftamtmand Otto Krabbe, hvis holdning bl.a. læses af, at han året efter gik hårdt imod ophævelsen af vornedskabet.

Under indflydelse af den yderst effektive chef for Rentekammerets fynske renteskriverkontor Mathias Rasmussen, der var medlem af den fynske kommission til indretningen af landmilitsen og siden blev landkommissær for Sjællands og Fyns stifter, blev den oprindelige ordning imidlertid modificeret i bønderkarlenes favør. Vornedskabselementet bortfaldt, de udskrevne karles lovlige opholdsområde blev udvidet gra lægget til eksercerpladsdistriktet, og ikke mindst indførtes en paragraf (§ 21 i forordningen af 30. december 1702), der skabte nogen uklarhed om godsejernes ret til at nægte de vornedfri karle at flytte efter lovlig opsigelse.

I modsætning til Holms er det imidlertid Holmgaards opfattelse, at spørgsmålet om stavnsbånd eller ej i sig selv ikke er "af overordentlig vigtighed", men faktisk ret underordnet. Dels berørte det kun de jyske og fynske karle før udskrivningsalderen og efter denne kun det mindretal, som ikke blev udskrevet. Og restgruppen, som for størsteparten var fysisk eller mentalt uegnet til landmilitstjeneste, var næppe i sig selv så mobil, at spørgsmålet om stavnsbinding var af afgørende betydening for den.

Som vornede var derimod alle mænd af bondestand på Sjælland og Lolland-Falster m.v. stavnsbundne fra fødsel til død. Vornedskabets ophævelse 1702 kunne tidligst få betydning for dem hen mod slutningen af Frederik 4.s tid. I hele riget var karlene stavnsbundne, mens de tjente i landmilitsen. Og det gjorde de allerfleste, endog meget længere end de 6 år, som oprindelig var bestemt. Nogle kom til at tjene i over 20 år. Endelig var husmænd og bønder - også i hele riget - reelt stavnsbundne fra det øjeblik, de satte deres navn elle initialer under et fæstebrev.

Af den største betydning for alle karle var derimod selve landmilitstjenesten, der var så frygtet og forhadt, at mange ved rømning eller endog selvlemlæstelse søgte at undgå udskrivning.

Landmilitsforordningen lovede, at udskrivningen skulle ske "uden at landet derved i nogen måde besværes, eller bondens avl og jordens dyrkning...forsømmes". Det er afhandlingens hovedresultat at påvise, at dette tilsagn mildt sagt ikke blev overholdt. Styrkemålet var fra begyndelsen sat alt for højt i forhold til landets bæreevne. Og med den opslidende 11-årige Store nordiske Krig 1709-20 blev landet udmarvet, karlenes antal stærkt reduceret og en stor del af de tilbageværende demoraliseret. Den hidtidige historieskrivning har næppe opfattet, hvor beskedent et soldaterpotentiale landbefolkningen rådede over, og hvor hårdt det blev udnyttet, for ikke at sige misbrugt.

Frederik 4. lyttede mere til officererne end til de civile embedsmænd, der gang på gang advarede mod at presse landbefolkningens ydeevne for hårdt. Det tog lang tid for landbosamfundet - og det gælder både karlene, bønderne og godsejerne - at komme til kræfter igen. Landbrugskrisen i 1730'erne kan formentlig, som Otto Thott i 1735 hævdede, for en del tilskrives Frederik 4.s landmilits og krigen.

Jens Holmgaards disputats vil medføre ændringer i historiebøgerne om 1700-tallets stavnsbånd og udskrivningen af bønderkarle.Bogen er på 489 sider, illustreret, og koster 300 kr. plus forsendelse.

Om forfatteren:
Jens Holmgaard er født i 1920, blev cand.mag. i 1950, ansat ved Rigsarkivet indtil 1963 og var 1963-1984 chef ved Landsarkivet for Nørrejylland, Viborg. Jens Holmgaard har skrevet et utal af artikler og bøger og udgivet fem bind af Kancelliets brevbøger fra 1646 til 1650.